Stereoanlæg fås i
mange udformninger, delt på flere eller færre enheder, i en mere eller
mindre kompakt form og med meget varierende lydkvalitet. Netop
lydkvaliteten gøres meget ofte til et spørgsmål om smag og behag.
Imidlertid er langt det største element af lydkvalitet bestemt af
objektivt konstaterbare parametre:
- Frekvensområdet skal være
størst muligt, så anlægget kan gengive både dybe og høje toner.
Endvidere må der ikke være områder, hvor tonerne bliver unaturligt
fremhævet eller dæmpet i niveau.
- Detaljeringsevnen skal være
høj, så det er muligt at høre selv meget svage lyde. Herunder vil
instrumenter fremstå mere naturligt, idet deres klangfarve
(overtoner) gengives.
- Anlægget skal kunne spille højt
nok. Og ikke nok med det - det skal også spille godt
ved lavt lydniveau. Dette sidste glemmes ofte til fordel for
imponator-effekter ved højt lydniveau. Langt den største del af
tiden spiller et anlæg ved relativt lave lydniveauer, og det er
derfor en stor fordel, at musikken også lyder spændende her.
- Det gengivne lydbillede
skal være stort:
- bredden bør række ud over afstanden mellem højttalerne
- der må også gerne være højde, dybde og rumklang
- instrumenter og sangere bør fremstå præcist placeret i et punkt i
lydbilledet, som lyden forekommer at stråle ud fra.
Der er forskel på
den direkte "live" lyd af akustiske instrumenter og den gengivne musik
via et stereoanlæg. Især kvaliteten af lydbilledet kan dog bidrage meget til
en oplevelse af at "være til stede" ved musikudøvelsen og være en adgang
til indlevelse i den fremførte musik.
Under anbefalet
hardware bringes eksempler på HIFi-udstyr,
som i særlig høj grad leverer lydkvalitet for pengene.
|
|